Elvinsky, én passion, to hjerter

Da Elvin var ni, spillede han for første gang foran mere end 1000 mennesker. I dag er han 13 – og står på scenen med sin far lige bag sig. Det her er historien om en passion, der fik plads – og om et samarbejde mellem far og søn.

Vi møder Elvin og faren Hans backstage, en lørdag i oktober, nord for København. Programmet er presset, men Hans og Elvin har sat tid af til at tale. Om deres DJ projekt. Om drømmen. Om samarbejdet.

Første beat, første beslutning

Forestil dig at få en opringning fra et lokalt gymnasium. De vil booke din niårige søn til at DJ'e til deres gymnasiefest – og de tilbyder endda betaling. Året er 2021, og det er her Hans og Irina første gang står over for noget, der skulle vise sig at blive en gennemgående del af de kommende år med Elvin: store beslutninger, der handler om meget mere end musik.

Hans ved, hvad en gymnasiefest kan være. En uforglemmelig aften – på godt og ondt. Fulde teenagere, uforudsigelig stemning. Én dårlig oplevelse, og Elvin kunne blive ramt for livet. Men det kunne også blive magisk. En game-changer. Det blev det sidste.

Da Elvin går af scenen, helt rød i hovedet, så er beskeden fra Gymnasiet ikke til at tage fejl af: “Vi har aldrig haft en fest som den her. Gulvet var fyldt fra start til slut”.

På scenen har Elvin spillet sit første rigtige live-set. 38 tracks. En time. Alle tracks mikset live, timet ned til sidste drop. Han fader ind og ud, styrer tempoet og mærker rummet. Musikken bliver næsten berusende i sig selv. Og midt i det hele står han – den lille dreng med det tykke hår og de karakteristiske briller, skjult i røg og lys, men helt tydelig i sin passion.

Og så kommer følelsen. Den, man ikke vil give slip på. En følelse af, at alt klikker. At det her er rigtigt. Og Elvin er ikke alene om den. Hans, faren, mærker den også. Han står tæt på – som han har gjort lige siden. Faktisk så tæt, at han i dag har sagt sit job op for at gå all-in som Elvins manager.

Når de fortæller om dén aften, er der ingen tvivl: passionen er ægte. Og det er deres bånd også. Elvinsky er lige dele søn og far.

Fra Elvin til DJ'en Elvinsky

Det hele begyndte under corona-nedlukningen i 2020. Mens andre brugte tiden på surdeje, espressomaskiner og terrassebyg, købte Hans en mixerpult. Ikke med en scene i sigte – bare for sjov. For musikkens skyld. For de glade vibes.

Hans’ ungdomsplayliste var ikke Kashmir og Oasis. Den var Dr. Alban, Vengaboys og Eurodance i lange baner. Høj energi, store melodier, tyk bas. Og det var dén lyd, Elvin voksede op med i hjemmet. Musik fyldte rummet og blev hurtigt også en del af Elvins identitet.

I dag er Elvin et kendt ansigt blandt børn og unge. Han har optrådt på festivaler som Distortion, Aalborg Karneval og var hovednavnet ved MGP 2025. Han har endda optrådt på Ibiza, bare 12 år gammel. Han har været i Løvens Hule Junior. Men det er først ved skolestarten på en ny skole, at det virkelig går op for ham, hvor langt hans navn er nået ud.

Da han møder op første dag i 8. klasse, står flere hundrede elever – fra skolens ældste årgange – foran klassedøren. De har hørt rygterne. Om Elvin. Om musikken. Stemningen er elektrisk. Da han træder ud, mærker han varmen på ryggen, pulsen stiger, og lydene bliver fjerne. Men modtagelsen er positiv. Kammeraterne er søde. Alligevel er det en oplevelse, der sætter sig.

Drømmen, beats og beslutninger

Elvins største drøm? Tomorrowland’s Main Stage.

Men drømmen kræver mere end at spille andres numre. Derfor går turen ofte til Stockholm, hvor Elvin og Hans arbejder i studiet med producere, der tidligere har arbejdet med bl.a. Rihanna og Akon. Ambitionen er at skabe egen musik – i eget navn.

Der er mange, der har rakt hånden ud. Store labels. Bookingbureauer. Beats, der ligger klar. Men foreløbig siger de nej. Projektet skal være ægte. Hjemmelavet. Og det kræver tålmodighed.

Hans fortæller, hvordan det føles at stå med sit barns passion mellem hænderne. Det er ikke bare et projekt – det er hjerteblod. Hver beslutning vejes. Hver booking overvejes. De ved også godt, at Elvin har et begrænset “vindue”, hvor han stadig bliver set som barn. Snart vil han blive målt med voksne kunstnere. Ikke valgt på trods af sin alder – men udfordret på grund af den.

Alligevel går de ikke på kompromis. De ved, hvad de vil. De drømmer stort – men står fast. Og når man ser dem sammen, er det tydeligt: det her handler ikke kun om musik. Det handler om noget større.

Skulle det hele ende med en ny Levels, hopper de på toget i fuld fart. Og hvis ikke – så har det stadig været, som Elvin selv siger det bedst: “En vild rejse, uanset hvad.”

Photos by: Piccolo
Written by: Piccolo